Relationel biologisk traumeterapi

Denne metode tager sit udgangspunkt i det neurobiologiske landkort med tre samspils- og tilknytningslag; kropslig sanselighed, følelsesmæssig kontakt og relationsevnen.

Dette udgangspunkt giver et samlet overblik over, hvorfor den tidlige tilknytning er altafgørende for, hvordan mennesker, indefra, lærer at håndtere svære belastende tilstande og lige så vigtigt, hvordan vi kommer os bagefter.

Mange mennesker – både børn og voksne – kommer sig helt naturligt efter belastende påvirkninger, længere livskriser eller chok og genfinder en ny balance.

Desværre er der mange flere der ikke kommer sig naturligt, men efterfølgende får mange slags følelsesmæssige og kropslige efterreaktioner og symptomer, som over tid desværre ofte bliver kroniske og fastlåste traumereaktioner.

Vores krop og vores system har egentlig evnerne til at kunne håndtere, selv svære, belastninger – men forskellige udefra kommende forstyrrelser gør at rigtig mange mennesker har ”glemt” disse evner, eller i nogle tilfælde aldrig lært at bruge dem.

Min faglige opmærksomhed er dér, hvor praksis viser, at mange af disse fastlåste tilstande sladrer om, at barnet/den voksne ofte i kroppen og i nervesystemet allerede tidligere har oplevet svære følelsesmæssige tilstande, der for lige præcis denne person og dennes krops nerve- og hormonsystem, ikke er blevet håndteret og reguleret efterfølgende, og som nu sidder som hukommelse og kropslige erindringsspor i de dele af os, som er designet til at håndtere voldsom stress.

Jeg er til stadighed optaget af, hvad kontakt kan gøre ved disse tilstande; kontakt ind i kroppen, kontakt mellem mig og anden, kontakt og spejling mellem min krop og den andens krop.
Hvad sker der med de kropslige tilstande, som ofte er ordløse, når de bliver mødt, spejlet og gjort almen menneskelige?
Og hvad siger hormoner, nerve- og bindevæv til at blive mødt på kroppens præmisser?